Velkommen til min blog!

Velkommen kære læser!

Dette første indlæg vil jeg bruge på at fortælle lidt om bloggen og hvad den kommer til at handle om.

Min mand og jeg og vores to børn rykkede for et år siden vores liv op med rode og flyttede fra Århus til Skive pga. job. Vi købte et gammelt hus, som selv ikke den mest veltalende ejendomsmægler kunne sælge som beboeligt, men som har en fantastisk udsigt og beliggenhed (forsidebilledet er udsigt fra 1. sal), og så gik vi ellers i gang med renovering fra kælder til kvist. Vi er nu et år inde i projektet og har en beboelig og funktionel stueetage. Det har været, og er stadig, vildt hårdt og et kæmpe arbejde. Fordelene er dog at min handyman(d) kan lave det meste selv og jeg kan få lov til at vælge frit på alle hylder ift. indretning og materialer… næsten. Jeg vælger mest fra de nederste hylder (dem med gule prismærker og tilbudsvarer) for at projektet ikke skal stikke helt af og så går der også lidt sport i at finde nogle billigere løsninger, som stadig er vildt flotte og funktionelle. Min passion for loppefund passer også fint ind i det projekt. Bloggen handler derfor en del om vores husprojekt, om ombygningstips og indretning, så hvis du selv står i samme situation, eller bare gerne vil inspireres til ny indretning, så læs endelig med. Du kan også finde opskrifter på både vådt og tørt, DIY-projekter og krea-projekter, og så kan der nok også snige sig lidt fransk inspiration ind:-)

Håber du vil læse med!

Kærlig hilsen,

Stine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *